Vi bruger Cookies!     

         
 X     
*****

Sumba




Sumba.  www.sumba.fo 

Sumba er sunnasta bygd í Suðuroy og harvið eisini í Føroyum. Sumba er ein av gomlu bygdunum í Føroyum við fleiri býlingum og var fyrr millum tær størstu í landinum. Ein er býlingurin í Hørg. Úr Sumba eru nógvar sagnir uppskrivaðar, og ein teirra er "Hargabrøðurnir". Hon er um fýra brøður í Hørg, ið vóru tiltiknir fyri styrki. Einaferð ránsmenn úr Írlandi gjørdu innrás í Hvalba, var boð sent um oynna eftir hjálp. Tá kom dirvið og styrkin hjá Hargabrøðrunum væl við, so teir ikki sluppu longur suður á oynna, men vóru riknir aftur til sjós. Kendasta skaldið í Suðuroy, Poul F. Joensen (1898-1970), var ættaður úr Hørg, og hann nevndi seg viðhvørt "Hargaskaldið".

Um navnið Sunnbøur (Sumba) 3 týdningar av navninum:
1) Sunn-bøur, sunna = sól, sólbøur (góður sólargangur)
2) Sund-bøur, av sundinum millum Hólmin og bygd, sum áður hevur verið nógv smælri.
    bøur merkir bygd - altso Sundby(gd) ella Sunnby(gd).

3) Sunn-bøur = Sunnasti bøur. (Sunnast í Suðuroy/Føroyum).

 

 

Sattelit kort av Sumba: http://www.geonames.org/2612088/sunnbour.html

Vevkamera úr Sumba og Suðuroy: http://www.sudurrastest.tempdom.com/pages/vevkamera.php   

Adressurkort av Sumba: Sumba 

Adressukort: Lopra, Økrum og Víkarbyrgi

 

Sumbiar kommuna

Í Sumbiar kommunu eru 4 (5) bygdir, Sumba, Lopra,
Akrar og Víkarbyrgi. (5 = Akraberg).

1. september 2010 búðu 370 fólk í Sumbiar kommunu. 250 búðu í Sumba, 93 búðu í Lopra, 27 búðu á Økrum og 0 fólk búðu í Víkarbyrgi.

Sóknin.

1801:149 fólk.  1890:385 fólk.  1954:714 fólk.  1968:601 fólk.  1992:504 fólk.  2001:433 fólk.

http://www.sumba.fo/index.php/kommunuskrivstovan/kommunan-i-tolum/folkatalie-i-sumbiar-sokn 

                      

 

 

Bygdir, sum megu roknast at vera eldri enn frá um ár 1200

Svínoy

Árnafjørður

Haraldssund

Oyndarfjørður

Fuglafjørður

Gøta

Søldarfjørður

Tjørnuvík

Tórshavn

Kirkjubøur

Kvívík

Sandavágur

Bøur í Vágum

Sandur

Skúvoy

Stóra Dímun

Sandvík

Hvalba

Froðba

Hov

Víkarbyrgi

Akraberg

Sumba


Bygdir, sum síggjast at hava verið um leið ár 1350-1400, men sum kunnu vera eldri

Hattarvík

Kirkja

Viðareiði

Múli

Kunoy

Mikladalur

Húsar

Elduvík

Leirvík

Lambi

Nes

Skáli

Strendur

Selatrað

Oyri

Eiði

Hvalvík

Kollafjørður

Vestmanna

Saksun

Nólsoy

Koltur

Miðvágur

Sørvágur

Gásadalur

Mykines

Skálavík

Húsavík

Dalur

Skarvanes

Øravík

Porkeri

Vágur

Fámjin



Bygdir, sum síggjast at hava verið um leið ár 1584-1630, men sum kunnu vera eldri

Hvannasund

Depil

Norðtoftir

Oyri (Norðoyri)

Klaksvík

Strond

Skálatoftir

Skarð

Trøllanes

Blankskáli

Gjógv

Funningur

Gøtugjógv

Syðragøta

Toftir

Glyvrar

Skálafjørður

Norðskáli

Haldarsvík

Streymnes

Hósvík

Oyrareingir

Signabøur

Kaldbak

Sund

Hoyvík

Argir

Úti á Bø

Velbastaður

Syðradalur (S)

Norðradalur

Skælingur

Leynar

Hestur

Trongisvágur


Bygdir, sum komnar eru eftir ár 1800, men ikki seinni enn um 1910

Fossá

Norðdepil

Ánir

Syðradalur (K)

Funningsfjørður

Hellur

Rituvík

Æðuvík

Skipanes

Morskranes

Svínáir

Ljósá

Langasandur

Hvítanes

Við Gjónna

Stykkið

Slættanes

Víkar

Skopun

Tvøroyri

Lopra

Akrar



Sumba, Faroe Islands

From Wikipedia, the free encyclopedia

 
Sumba

Sumba is located in Denmark Faroe Islands
Sumba
Sumba
Location in the Faroe Islands
Coordinates: 61º24”²52”³N 6º42”²14”³W / 61.41444ºN 6.70389ºW / 61.41444; -6.70389
Country  Faroe Islands
Island Suðuroy
Population (2010)
 - Total 250
Time zone GMT (UTC)
 - Summer (DST) EST (UTC+1)
Postal code FO 970
Sumba
 
Sumba er en bygd på sydvestsiden af den sydligste færøske ø Suðuroy. Den ligger ud til det åbne hav, beskyttet af Sumbiarhólmur. Øens mange fugle sørger for, at de om sommeren udsatte får har det bedste græs og dermed en forbedret kødkvalitet.

Før der blev bygget en tunnel i 1997, var Sumba en isoleret bygd. Det kan være årsagen til, at bygden har bevaret sine egne specielle færøske kædedanse og skikke. Til sognet hører også bygderne Lopra, Akrar og Vikarbyrgi. Fra Lopra er der kun 800 meter ud til det vestlige Atlanterhav.

De første spor af bosættelser ved Sumba, kan føres helt tilbage til omkring år 625, hvor irerne, ligesom ved Akraberg, har boet.

Stednavne som Hørg i Sumba tyder på, at området har været beboet i den allerførste landnamstid omkring år 800. Bygdenavnet Sumba (sydmarken) antyder, at de havde de allerførste landnamsgårde, uden at den er nævnt i de senere sagaer. Kirken er opført i 1887.

 

Historie

           625 De Irske munke ”Paperne” bosætter sig i Sumba (sagn)
  • 1240 Friser bosætter sig på Akraberg. (sagn). (Friserne kan have boet her siden landnamstiden). 
  • 1349 To friser på Akraberg overlever sortedøden. En giftede sig til Langgard (Sunnba) med en bondedatter, og den anden giftede sig i Hørg i Sunnba.
  • 1531 Frederik 1. udpeger Andreas Guttormsen fra Kálgardi i Sumba til Lagmand. Han var Lagmand over Færøerne og Shetlandsøerne.
  • 1544 Gottorm Andreasson, søn af (Andreas Guttormsen) den første lagmand i Sunnba, vinder en sag som er stævnt imod hans far for uenighed om jord, og bliver lagmand på Steig i Sandavaag på Vaagø.
  • 1627 Et sørøverskib strander på Sumbiarhólm, kun en overlever. (sagn)
  • 1884 Færøernes sydligste punkt Munkurin også kaldet Sumbiarsteinur styrter delvis sammen.
  • 1927 Sumbinger rejser til København for at vise den tradisjonsrige færøske dans.
  • 1976 Mesteparten av det vestere Beinisvørð styrter i havet, og støvskyerne kom ind over bygden. Omkring 16.000 lomvier døde og/eller blev hjemløse.
  • 1977 En dansegruppe fra Sumba får Europaprisen for folkekunst: "den Europapreis für Volkskunst".
  • 1986 Arbejdet på Sumbiar-tunnellen begynder.
  • 1997 Tunnellen fra Lopra til Sumba åbnes.
  • 2006 Sumbiar skole står færdig. Den er udvidet for 12 mil. kr.

Sumba is the southernmost place of the Faroe Islands on the island of Suðuroy. It is located in the Sumbiar municipality.

The village, as of 2010, had a population of 250. The village's postal code is FO 970.

Residents of the village are known as Sumbingar. The name Sumba derives from the old name Sunnbøur. A high mountain separates the village from the other settlements of the island. The village lies on the west coast as the only one on the island except from Fámjin. Sumba is said to be one of the oldest villages in the Faroe Islands. Excavations have shown traces from people from the 7th century. Sumba is an impressive village in its natural setting. The church in Sumba is from 1887.

The people of Sumba have evolved a very special way to dance the Faroese chain dance.

In Faroese folklore, it is said that Sumbingar are the strongest people on earth, because of their Viking origin. When they are sick, it is said that they are only as strong as one and a half person. When they go to the dentist, they won't need anaesthetic. Once upon a time this went wrong for a Sumbing, and he asked for anaesthetic anyway because he could not stand the pain. They later found that this was because his grandmother was from Porkeri.

The church in Sumba is from 1887.

Sumba lies behind high mountains and it used to be difficult to reach in wintertime when the storms raged. In 1997 a tunnel was blown through the mountains from Lopra to Sumba. This makes life easier for people in Sumba who work in Vágur.

South in the middle of Lopra you will encounter a fork in the road. One way leads to the old, but passable mountain road to Sumba, the other leads to the long tunnel through the mountain, which is the more direct route to Sumba. If you take the mountain road, stop near the birdscliff Beinisvørð. From top, there is a magnificent view over the sea and rocks deep below. The cape of Beinisvørð rises vertically 470 meters from the sea. It is possible to climb Beinisvørð from the backside even if it is pretty steep. In 1975 part of the top fell into the sea.

Info um Føroyar

Hovedstad

Tórshavn
62º01”² N 06º46”² W

Største by

Tórshavn

Officielle sprog

Færøsk, dansk

Regeringsform

Dronning
Lagmand

Monarki

Dronning Margrethe II
Kaj Leo Johannesen

 

Hjemmestyre
 • Indført


1948

Areal
 • Total
 • Vand (%)

 
1.399 km² 
0,5

Indbyggertal
 • maj 2008 anslået
 • [[]] folketælling
 • Tæthed

 
48.570

35/km²

BNP
 • Total
 • Pr. indbygger

2007 anslået
Ukendt
45.250 USD

Valuta

Færøske kroner (DKK)

Tidszone
 • Sommer (DST)

(UTC+0)
(UTC+1)

Nationalt topdomæne

.fo

Telefonkode

+298

Kendingsbogstaver (bil)

FO

Luftfartøjsregistreringskode

OY
Helikoptere OY-H

 Merkið

Frá Wikipedia.

Færøerne (på færøsk Føroyar) betyder fåreøerne. Øerne er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge.

Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke slog sig ned omkring år 625 og levede som eneboere. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Men øernes egentlige befolkning stammer fra norske vikinger, som bosatte sig på øerne i tiden efter år 850[1], som kaldes landnamtiden. I dag er 17 af de 18 øer beboede.

Færøernes befolkning er færinger, og befolkningstallet er knapt 50.000, hvoraf ca. 18.000 bor i hovedstaden Tórshavn. Færingerne taler det vestnordiske sprog færøsk, som stammer fra det gamle nordiske sprog, norrønt sprog, og som er det mindste af de germanske sprog. Det er også et af tre mindste sprog i Europa. Dansk er desuden officielt sprog men bruges ikke af færingerne som dagligt talesprog.

Færøerne er en delvis selvstyrende del af Rigsfællesskabet ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing, og de har valgt at stå uden for EU. Administrativt er øerne opdelt i 6 sysler og 34 kommuner.

Øernes klima er præget af deres beliggenhed i Golfstrømmen, som medvirker til at give milde vintre og kølige somre. Skydannelser omkring de høje fjelde og tåge er hyppigt forekommende. Øerne er i hovedsagen græsbevoksede med en udbredt forekomst af vilde blomster, og egentlige træer er ikke en del af den oprindelige natur. Fuglelivet på Færøerne er præget af havfuglene, som i stort tal yngler i fjeldene og på fjeldsiderne. Dyrelivet i øvrigt omfatter gråsæl og mindre hvalarter i de kystnære område samt dyr, som er indvandret eller indført sammen med befolkningen af øerne.

Fiskeri er hovederhverv på øerne, mens fåreavlen, som frem til 1800-tallet var hovederhverv, nu har ringe kommerciel betydning, omend den stadigvæk har stor kulturel og social betydning. Fangst af flokke af grindehvaler, som sker i fjorde på øerne, er en særlig færøsk specialitet.

Historie

Siden omkring år 625 har der boet irske munke eller nordboere på Færøerne. Det viser både botaniske undersøgelser og den kendsgerning, at mange får græssede dér allerede ved de første fastboendes ankomst. Sandsynligvis flyttede munkene dog til Island, før de første nordmænd bosatte sig på øerne.

Den irske munk og geograf Dicuil skrev omkring år 825 en bog med titlen Liber de Mensura Orbis Terræ. En af afsnittene beskriver en gruppe af små øer, der lå tæt ved hinanden. "Her havde eneboere boet for hundrede år siden, men er nu på grund af vikinger tomme for eneboere og fyldt med får og havfugle". Denne beskrivelse handler formodentlig om Færøerne.

Færøerne blev efter landnam i tiden efter år 825 befolket af vikinger fra Norge, Skotland og Irland (som sikkert også medbragte keltiske kvinder) og regnes fra 1035 at være blevet underlagt Norge, da vikingetiden på Færøerne var forbi. Norsk lov gjaldt for Færøerne til 1816.

Vikingerne var fremragende søfolk. Deres navigationskunst blev berømmet i 2002 på denne frimærkeblok fra Færøerne.

Island, Grønland, Færøerne samt Orkney- og Shetlandsøerne hørte under Norge, der fra 1380 havde samme regent som Danmark. Imidlertid var der stadig et norsk rigsråd, som ved kongevalgene fra 1380 til reformationen 1536 i princippet kunne have valgt en anden konge end den, man havde i Danmark. Herefter blev det norske rigsråd nedlagt og Norge reelt underlagt Danmark.

Ved freden i Kiel 1814, hvor Norge blev afstået til Sverige, forblev Færøerne, Island og Grønland, til trods for den svenske kong Carl Johan XIVs protester, i det danske kongerige, og i 1816 bestemte den danske regering, at det færøske lagmandsembede og Lagtinget skulle nedlægges, og Færøerne blive et dansk amt. Efter en national vækkelse på julemødet 1888 blev der i 1906 oprettet et færøsk selvstændighedsparti Sjálvstýrisflokkurin som modvægt mod oprettelsen af det liberale danskvenlige parti Sambandsflokkurin, som ville opretholde den nuværende statsretslige stilling. Til at begynde med var hovedfejden mellem disse to partier den færøske sprogstrid, som tilspidsedes, da den danske regering - efter Sambandspartiets henstilling - med den berygtede §7 i 1912 bestemte, at undervisningssproget i den færøske folkeskole skulle være dansk. Denne §7 blev først strøget i 1938. Siden da er sprogstriden færinger imellem løjet af, men er endnu ikke endt.

Under 2. verdenskrig var Færøerne fra den 12. april 1940 besat af England (og Danmark som bekendt af Tyskland). Færøerne blev derved nødt til politisk at klare sig selv.

Efter krigen var det klart, at man ikke ville tilbage til den gamle amtsstilling, og da den færøske forhandlingsdelegation ikke ville bøje sig for de danske delegaters krav, blev det besluttet at holde en folkeafstemning i 1946, hvor man skulle vælge mellem den danske delegations betingelser eller løsrivelse. Der blev flertal for uafhængighed, men nu brugte kongen sin ret til at opløse lagtinget. Efter nye forhandlinger blev der i 1948 vedtaget en hjemmestyrelov for Færøerne. Siden 1948 har Færøerne gradvis fået selvstyre på en del områder og har to repræsentanter i det danske Folketing. Forsvars- og udenrigsforhold har hidtil ikke været omfattet af det udvidede selvstyre, men med Fámjinserklæringen fra 29. marts 2005 er der åbnet for øget færøsk indflydelse på øernes udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Geografi

De 18 øer, som udgør Færøerne er Borðoy, Fugloy, Eysturoy, Hestur, Kalsoy, Koltur, Kunoy, Lítla Dímun, Mykines, Nólsoy, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dímun, Streymoy, Suðuroy, Svínoy, Vágar og Viðoy.

Færøerne ligger på 62 grader nordlig bredde og 7 grader vestlig længde i Nordatlanten mellem Hebriderne mod syd, Shetland mod sydøst, Norge mod øst og Island mod nordvest. Øgruppen er med sine 18 øer og 11 holme, fra Enniberg på Viðoy i nord til Sumbiarsteinur syd for Suðuroy 118 km lang. Kystlinien strækker sig over 1.117 km.

Befolkning

Langt størstedelen af indbyggerne er færinger og er af nordisk og keltisk oprindelse.

Nyere DNA undersøgelser viser, at de mandlige gener er 87% skandinavisk, mens de kvindelige gener er 84% britisk (irsk/skotsk).

Færøerne har 48.219 indbyggere (01.01.2006), hvoraf godt 17.000 bor i hovedstaden, Thorshavn (Tórshavn på færøsk), og 5.000 i Klaksvig (Klaksvík på færøsk). Sproget er færøsk, der er et vestnordisk sprog i slægt med islandsk og norsk. Dansk læres i skolen fra tredje klasse. Ved siden af rigsdansk som fremmedsprog hører man her også en lokal accent af dansk som kaldes gøtudanskt, og som ligner norsk.

98 procent af indbyggerne er rigsborgere og dermed færinger, danskere og grønlændere. Ca. 5 procent er født i Danmark. Islændingene udgør den største gruppe af udlændinge, fulgt af borgere fra Norge og Polen med hver 0,2 procent. Alt i alt lever der mennesker fra 77 forskellige lande på Færøerne.

Uofficielle tal peger i retning af, at der lever ca. 15-20.000 færinger i Danmark og ca. 5.000 i Island.

Folketallets udvikling

 
År Indbyggere År Indbyggere År Indbyggere
1327 ca. 4.000 1880 11.220 1995 43.358
1350 ca. 2.000 1900 15.230 1996 43.784
1769 4.773 1911 ca. 18.800 1997 44.262
1801 5.255 1925 22.835 1998 44.817
1834 6.928 1950 31.781 1999 45.409
1840 7.314 1970 ca. 38.000 2000 46.196
1845 7.782 1975 40.441 2001 46.996
1850 8.137 1985 45.749 2002 47.704
1855 8.651 1989 47.787 2003 48.214

Blandt en del historikere har der været formodet, at de første faste beboere på Færøerne var irske munke, der levede som eneboere. Synspunktet er dog altid blevet mødt med en del skepsis af arkæologer. Nyere forskning i kilder bakker op om arkæologernes synspunkt. Det som med sikkerhed kan fastslås er at Færøerne som nævnt blev befolket af vikinger, og disse bosatte sig rundt om på øerne, hvorved der efterhånden etableredes en befolkning på omkring 4.000 mennesker. Omkring 1349-1350 blev befolkningstallet halveret på grund af pesten "Den sorte død". Senere indvandring fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Norge gjorde, at befolkningstallet stabiliserede sig på ca. 5.000 indbyggere.

Efter at højsøfiskeriet blev indført, hvorved man blev mere uafhængig af landbrug og fiskeri i nærheden af de færøske kyster og efter forbedring af befolkningens sundhedstilstand, tidobledes folketallet fra slutningen af det 18. århundrede og de næste 200 år frem til de nu ca. 50.000.

 

Færøsk selvstyre - Historiske ændringer
i Færøernes status

Det færøske Landsstyres Traktatudvalg, august 1999

 

Færøernes forfatningsmæssige historie er speciel på den måde, at der i det store og hele synes at være

enighed om Færøernes forfatningsmæssige stilling de første århundreder, mens uenigheden om, hvordan

man skal forstå situationen tiltager, jo længere frem i tiden man kommer. Uenigheden drejer sig især om

fortolkningen af eksisterende kilder og kendte begivenheder, med henblik på Færøernes tilknytning til

rigerne Norge og Danmark.

Middelalder - fra selvstændighed til skatteland

Færøerne var et selvstændigt land, fra de første norrøne landnamsfolk fra Norge, og sandsynligvis også

fra norrønt påvirkede britiske øer og kystområder (bl.a. Shetland og Orkneyøerne), bosatte sig her for

godt elleve hundrede år siden.

Efter norrøn skik oprettede man ret hurtigt ting rundt omkring på øerne, og fælles for alle færinger var

altinget på Tinganes i Tórshavn, hvor alle frie mænd kunne møde for at udrede konflikter og forhandle

om sager, der vedrørte landets fælles interesser. Altinget udstedte love og dømte i retssager, desuden

behandlede det forskellige sager, som havde betydning for alle færinger.

I nogle generationer har Færøerne haft denne stilling som et frit og selvstændigt land. Når Færøerne

kaldes land i denne sammenhæng, skal det forstås geografisk, politisk og juridisk. Geografisk er

Færøerne klart adskilt fra andre lande. Politisk og juridisk var dette land organiseret som en enhed

med fælles ting og retssystem, senere desuden med færøsk lovbog.

Selvom Færøerne i denne periode var et selvstændigt land, kan man næppe tale om et rige, for der ser

ikke ud til at have eksisteret nogen reel fælles myndighed. Det har været et mere løst organiseret samfund,

hvor flere høvdinge og stormænd har haft større eller mindre magt i hver sin del af landet. I vores

behandling er det vigtigste dog, at tinget var en koordinerende, lovgivende og dømmende instans i

dette samfund, som bl.a. skulle forhindre, at høvdinge og andre tog retten i egne hænder.

Denne fredsbevarende opgave kunne altinget dog ikke altid gennemføre, da der ikke eksisterde nogen

anden reel udøvende magt end høvdingenes.

Kampen mellem høvdingene Sigmundur og Tróndur er kendt fra Færingesaga. Denne kamp er også et

eksempel på, at færingerne har forsøgt at sætte sig imod norske kongers forsøg på at underlægge sig

landet.

Ifølge Færingesaga kom Færøerne under norsk konge på Leivur Øssursons og kong Magnus den godes

(1035-1047) dage. Norgeshistorie fra ca. 1180 beretter, at færingerne dengang betalte skat til Norges

konger. Færøerne var den norske konges skatland, hvilket også benævnes biland. Det skal imidlertid

påpeges, at der i middelalderen ikke altid var overensstemmelse mellem skattepligt og pligter som

undersåt, og selvom færingerne betalte skat til kongen, er det ikke givet, at de også var kongens

undersåtter i andre forhold. Beretningerne om Tróndur og Sigmundur og Karl fra Møres gådefulde

skæbne tyder på, at færinger så længe som muligt har søgt at undgå at komme direkte under kongens

magt.

Når en statsmagt blev dannet i middeladeren, kunne man ikke skelne mellem international ret og statsret.

Magten var både delt mellem konge, adelsmænd og til tider kejser, og mellem de verdslige magthavere

og kirken, som udover sin ledende religiøse stilling også rådede over stor verdslig magt, som gik på tværs

af landegrænserne. I perioder stod kirken stærkest i magtbalancen med kongemagten, og i andre perioder

tiltog kongen sig større magt, som det fortælles i historien om kong Sverre i Norge, da han ”talte Roma

midt imod” og blev bandlyst.

Kong Olav den Hellige lod i sit niende år i 1024, ifølge Færingesaga, udstede love på Færøerne.

Almindelige verdslige love har der næppe været tale om, men samme år indførte kong Olav den hellige

kristen ret i Norge. Disse love har derfor formentlig været kristen ret. Den kristne ret var gældende frem

til reformationen. I katolsk tid forvaltede kirken denne del af retssystemet, som bl.a. omfattede en stor

del af det, vi nu om dage kalder familieret.

Den norske landslov fra 1274 blev indført på Færøerne ved en vedtagelse på altinget, som ved denne

afgørelse samtidig opløste sig selv. Derefter var der ingen indenlandsk lovgivende myndighed på

Færøerne. Tinget fik nu betegnelsen lagting.

Som nævnt eksisterede der i de ældste tider ingen anden udøvende myndighed på Færøerne end

høvdingenes begrænsede magt. Efterhånden kom den udøvende magt gradvist til at ligge hos

kongen og blev på Færøerne da forvaltet af hans embedsmænd. Kort før år 1200 og atter i de nye

forordninger (retterboden) fra 1271 bliver kongens repræsentanter på øerne kaldt sysselmænd. I et

dokument fra 1407 nævnes en sysselmand på Suðuroy. På det tidspunkt benævnes kongens

repræsentant på øerne formentlig foged.

Der er intet, der tyder på, at norske konger blandede sig i Færøernes verdslige lovgivning før i

slutningen af det trettende århundrede. Men i Magnus Lagabøters retterbod fra 1271 står der, at på

Færøerne skulle de love være gældende, som gjaldt for hele Gulating (jurisdiktion i Vestnorge), men at

landbrugsgruppen (lovgivningen vedrørende landbrugsforhold) skal følge det, deres egen lovbog

bestemmer i forvejen. Fårebrevet fra 1298 afskaffede landbrugsgruppen, som eksisterede videre fra

gammel færøsk lov fra før 1274. Fårebrevet byggede dog efter al sandsynlighed på den gamle

færøske lov. Den originale færøske lovbog eksisterer ikke.

Kongen tiltog sig med landsloven ret til bøder, men accepterede at nedsætte dem til en trediedel af, hvad

den norske lovbog fastsatte. Kongen skulle også have en sysselmand på øerne. Der er meget, der tyder

på, at denne retterbod samtidig var en overenskomst mellem færingerne og Norges konge. Dette minder

temmelig meget om Den gamle Overenskomst, som islændingene indgik med Norges konge i 1262.

I diskussionen omkring den danske grundlov i 1849 henviste islændingene til Den gamle Overenskomst,

da de argumenterede for, at Island ikke var en del af det danske rige.

De store lovændringer i slutningen af det 13. århundrede medførte, at kongen opnåede både lovgivende

og udøvende magt på Færøerne. Samtidig skete der tilsvarende ændringer på Island. Dér bevarede man

dog betegnelsen alting.

Som nævnt havde lagtinget ikke ret til at udstede love. Dets virksomhed var derfor todelt:

  1. Domstol med lagmanden som formand i lovretten og overdommer.
  2. Antallet af lovretsmænd var 36.Dog deltog aldrig mere end 12 i domssager.
  3. Institution, som behandlede sager der vedrørte hele landet.
  4. Desuden vedtog lagtinget også færøske særordninger som Hundebrevet
  5. og Ordningen om rejsepenge til tingmænd.

Hvad angår Færøernes statsretslige stilling kan man konkluderende sige, at Færøerne som land kom

under den norske konges myndighed, men det er tvivlsomt, om man kan sige, at Færøerne nogensinde

blev en integreret del af det norske rige.

Færingerne underkastede sig den norske konge og kom på den måde under den fælles dansk-norske

konge ved foreningen af den norske og danske kongemagt hos den samme konge i 1380.

Den dansk-norske statsunion blev formelt stadfæstet i en bilateral overenskomst, Bergenoverenskomsten

fra 1450, hvor rigsrådene i de to riger var underskrivere. Færøernes biskop havde sæde i det norske

rigsråd, men var ikke til stede ved dette vigtige møde.

Da Færøerne hørte under den norske konge, blev landet efterhånden regeret af danske konger, men

udelukkende fordi de samtidig var norske konger. Der er kilder, der tyder på, at Færøerne hele tiden

blev behandlet som et særligt land, en politisk enhed for sig, både efter at det var kommet under norsk

konge og efter, at den dansk-norske konge var blevet enevældig.

Kongen, som nu sad i København, skrev til færingerne i 1569, at han anerkendte, at lagmanden og

lagtinget repræsenterede landets fælles interesser.

Ifølge gamle norrøne statsordninger var det altingene, der besluttede, hvem der skulle være konge, og

hvor længe han skulle sidde. Efter at Norge i  1152/53  blev gjort til et kirkedømme med

ærkebiskopssæde i Trondheim, stadfæstede en ny samfundsinstitution, høvdingemødet, kongevalg

og andre vigtige statsretslige afgørelser. Fra  1163/64  skulle biskopper også deltage i rigsmøder i

forbindelse med kongevalget. Også færøske biskopper deltog i sådanne møder - Sørkvir i 1223 og

Erlendur ved Erik Magnussons kroning i 1280.

Både altinget og lagtinget var Færøernes repræsentation over for omverdenen. Altingets formand,

lagmanden (også kaldet lovsigemanden), havde ansvaret for Færøernes relationer til andre lande.

Som eksempel kan nævnes, at lagmand Gilli var til forhandlinger i Norge i forbindelse med den omtalte

kristne ret under Olav den Hellige. Et andet eksempel på, at færingerne i middelalderen har haft

forbindelse med myndigheder i andre lande, er, at kong Jacob VI af Skotland sendte et brev til

Færøernes lagting angående skotternes fiskerirettigheder ved Færøerne. Man skal i den forbindelse

huske på, at kommunikationen mellem myndighederne i forskellige lande ikke var organiseret på

samme måde i middelalderen som i nyere tid, bl.a. fordi suverænitetsprincippet dengang ikke havde

det indhold, det fik sidenhen. Alligevel tyder disse eksempler på, at Færøerne gennem sine egne

repræsentanter har haft frihed til at påvirke relationerne til andre lande og riger.

Lagtinget havde også betydning, når en ny lagmand skulle udnævnes. Tinget valgte lagmanden, og

kongen udnævnte ham. Ikke før i sidste halvdel af det attende århundrede kom der uorden i denne

rettighed, som tinget havde.

Langt ind i det 18. århundrede findes der eksempler på særordninger, som lagtinget har gennemført.

Enevælde med færingernes samtykke

Loven om arveenevælde blev indført i 1661 både i Danmark og Norge. I Island og Færøerne skete

dette i 1662. Kongeloven trådte i kraft i 1665. Angående Norges rige var grundlaget tre forskellige

dokumenter, hvor Færøerne, Island og Norge blev karakteriseret som tre særskilte lande. Færingernes

troskabsed står skrevet i et dokument med overskriften Enevolds Arveregerings Acte af Indbyggerne

paa Færøe. Endnu et eksempel på, at Færøerne blev betragtet som et land for sig, er et særskilt

reskript fra 12. maj 1668, som fastslog, at love skulle sættes særskilt i kraft på Færøerne for at have

gyldighed her.

Den danske konge fik således enevælde i sine riger - Danmark og Norge - og sine lande - Færøerne

og Island - som blev enevældskongens arvelande, og som blev regeret fra København ligesom de to

kongeriger. Et eksempel på dette er Christian V’s Norske lov, som var udstedt særskilt på Færøerne

ved kongelig forordning i 1688. Kongens magt og Færøernes stilling i forhold til ham afspejler sig i de

betegnelser, man brugte under enevælden, som f.eks. Vort land Fær ø og Vore riger Danmark og

Norge samt Island og Færøerne. Også symbolsk kom dette til udtryk. Henholdsvis det færøske,

islandske, grønlandske, norske og danske våben findes som våben for særskilte lande i Danmarks og

Norges enevældige konges våbenskjold.

Adskillelse mellem Norge og Færøerne

I forbindelse med Napoleonskrigene mistede Danmarks og Norges konge store landområder. I punkt

fire i fredstraktaten fra 1814 i Kiel stod der, at kongeriget Norge skulle overlades Sveriges konge, men

Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne. Dette blev endeligt stadfæstet af Sveriges og

Norges udenrigsminister i 1819.

Dansk koloni

I tiden lige efter adskillelsen mellem Danmark og Norge i 1814, benævnes Færøerne, Island og

Grønland på linie med de Vestindiske Øer kolonier i de fleste internationale aftaler, Danmark indgår,

bl.a. i formuleringer som: ”De danske Kolonier, Grønland, Island og Færøerne deri indbegrebet ”.

Også i indenrigske dokumenter som Cancelli Skriv. 30. Maj 1820: ”Island, Færøerne og øvrige

Colonier ”. Det ser ud til, at betydningen af begrebet koloni på den tid har mest at gøre med Danmarks

relationer til andre riger. Det er formentlig ikke forkert at karakterisere forholdet med betegnelsen

protektorat.

Færøernes særstilling

Færøernes lagting og lagmandsembedet blev nedlagt ved kancelli-plakat fra 18. maj 1816, hvorefter

alle bestemmelser vedrørende Færøernes samfundsforhold blev taget i Danmark og af det danske

embedsstyre på Færøerne.

Den 6. juli blev den første amtmand indsat på Færøerne. Således blev den oversøiske koloni

organiseret som en særlig slags dansk amt. Den særlige status fremgik af, at Færøerne fortsat var

under en særlig jurisdiktion, hvor danske love ikke uden videre havde gyldighed, medmindre de blev

bekendtgjort på en særlig måde på Færøerne, som fastsat i kongebrev ( reskript ) fra 12. maj 1668,

kancelli- plakat fra 1813 og i kongelig forordning fra 1821.

Selvom tiden fra 1814 til 1850 er præget af danske forsøg på at indlemme Færøerne i det danske rige,

blev Færøerne dog aldrig en integreret del af dansk jurisdiktion. Statsretsligt var det gældende for

Færøerne og Island, at danske love eller særlige forordninger ikke var gældende i disse lande

medmindre forordningen af kancelliet var foranstaltet på lovlig måde bekendtgjort.

Kongelig forordning af 1821 fastslog, at dansk lov ikke gjaldt på Færøerne, før amtmanden her i

landet havde været rådspurgt, om det var passende at sætte den i kraft. I andre tilfælde blev der

dømt efter den norske lov. Man kan derfor sige, at amtmanden har indtaget en særlig stilling på

Færøerne, som bedst kan sammenlignes med en vicekonges eller en landshøvdings i de britiske kolonier.

I 1844 sendte nogle færinger i København et bønskrift til stænderforsamlingen om, at Færøerne skulle

få en institution, som lignede det gamle lagting. Der blev ikke gjort noget ved sagen. På samme tid

skrev færingen Niels Winther og danskeren Frederik Barfod i danske aviser om behovet for at genrejse

Færøernes lagting. I 1846 blev der fra Færøerne sendt et bønskrift, underskrevet af flere færinger,

til stænderforsamlingen i Roskilde, med anmodning om at bede kongen oprette et særskilt folketing

på Færøerne. Det er formentligt en stænderforsamling, som den islandske fra 1843, man beder om.

Anmodningen blev afvist, selvom nogle danske politikere gik ind for det.

Kort efter kongeskiftet i 1848 meddelte kong Frederik VII i en proklamation, at han ville afskaffe

enevælden og udskrive valg til en grundlovgivende forsamling, hvor Island skulle have fem kongevalgte

repræsentanter og Færøerne én. Der blev oprettet et særligt departement til at varetage islandske,

færøske og grønlandske interesser.

Ligesom ved stænderforsamlingen i Roskilde deltog færingerne heller ikke i grundlovsforhandlingerne i  

1848/49 , så de kunne varetage egne interesser. Derimod var islændingene som nævnt repræsenteret

af fem landsmænd. Jón Sigurðsson, en af dem, var af den anskuelse, at afskaffelsen af enevælden

udelukkende var en sag mellem den danske konge og islændingene. Islændingene havde i 1262 i

overensstemmelse med Den gamle Overenskomst givet sig ind under Norges konge, men ikke ladet

sig indlemme i Norges rige. På de samme vilkår havde de anerkendt Danmarks og Norges konges

enevælde i 1662. De havde altså ikke underlagt sig Danmarks suverænitet, fordi Islands forhold til

Danmarks rige byggede på et kongefællesskab med oprindeligt den norske konge, og senere med

den danske konge.

Som nævnt havde færingerne ikke selv nogen repræsentant ved det grundlovgivende møde i Roskilde.

Færøerne blev repræsenteret af den forhenværende amtmand Pløyen, og resultatet blev, at Danmarks

grundlog blev bekendtgjort på Færøerne og derved fik retsgyldighed her. Det skete på den måde, at

den blev tinglæst på de færøske sysselting i 1849 og 1850. Færingerne blev hverken adspurgt eller

indgav protest. Der eksisterede dengang ikke noget lagting eller nogen anden repræsentativ institution,

som kunne behandle grundlovsspørgsmålet, og der kan derfor være grund til at mene, at de fleste

færinger stort set har været uvidende om, hvilken betydning dette havde for land og folk.

Under behandlingen af en særskilt rigsdagsvalglov for Færøerne i efteråret 1850, opstod der en stærk

politisk vilje blandt danske rigsdagsmedlemmer til at indlemme Færøerne i det danske rige. Samtidig

forsøgte de danske rigsmyndigheder at indføre grundloven på Island. En grund har formentlig været,

at danskerne indtog en svag stilling i Slesvig, og derfor ville rigsdagspolitikere knytte de nordiske lande

under kongen sammen i en forfatningsmæssig enhed.

Rigsdagsvalgloven blev vedtaget i 1850, og derved trådte Danmarks grundlov i kraft på Færøerne.

Det er ikke muligt at stadfæste, at Færøerne inden 1850 var en del af det danske rige. Der har hersket

uenighed om, hvorvidt Færøerne efter 1850 kan betragtes som en del af det danske rige.

Flere rigsdagsmænd stemte imod, at grundloven blev bekendtgjort som gældende for Færøerne i 1850.

En af disse var A.S. Ørsted. Han tvivlede på, om grundloven kunne sættes i kraft på Færøerne på en

sådan måde, for danske love havde aldrig uden videre været gældende på Færøerne, idet Færøerne

altid havde været et særskilt retsområde. Desuden mente han, at færingerne under alle omstændigheder

burde være adspurgt, inden en sådan foranstaltning blev gennemført.

Selvom færingerne nogle år forinden havde bedt om at få sit ting genrejst, blev dette ønske afslået af

kongen selv. Et resultat af denne danske politik var, at der ikke eksisterede nogen færøsk institution,

som kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt færingerne burde komme under den danske grundlov.

Lagtinget blev ikke genrejst før i 1852, selvom der blev holdt møder i Tórshavn allerede i 1847 med

deltagelse af danske embedsmænd og femten færinger udnævnt af amtmanden. Møderne drejede sig

om at der på Færøerne var ønsker om en eller anden institution, som kunne kombineres med,

eller eventuelt erstatte, færøsk repræsentation i Roskilde.

Som bekendt var situationen på Island en anden, idet tinget dér netop var genrejst, før man skulle tage

stilling til spørgsmålet om den danske grundlovs gyldighed på Island.

Færøerne som amt

Med lov om Færøernes lagting i 1852 fik færingerne et amtsråd. To år senere kom en ny lagtingslov.

Antallet af tingmedlemmer steg fra seksten til atten folkevalgte, og valgperioden ændredes fra seks til

fire år. Faste medlemmer af tinget var amtmanden, som var formand, og provsten.

Forholdet mellem lagtinget og den danske regering lignede meget forholdet mellem de danske amter og

den danske regering, men der var dog afgørende forskelle. Den danske regering havde den øverste

udøvende myndighed, som blev uddelegeret til amtmænd og lagting, dog sådan, at amtmanden kunne

omstøde lagtingsvedtægter.

Færøerne var som amt, med lagtinget som amtsråd, forfatningsmæssigt næsten en integreret del af det

danske rige. Kongen kunne opløse lagtinget. Men lagtinget fik større beføjelser end amtsråd i Danmark.

Lagtinget blev rådgivende i juridiske og økonomiske spørgsmål og havde ret og pligt til at indgive

lovforslag til rigsdagen angående Færøerne. Lagtinget havde ret og pligt til at tage stilling til love

vedtaget af rigsdagen vedrørende Færøerne. Amtmanden havde tilsyn med lagtinget og amtet. Af andre

særordninger kan nævnes, at Færøerne var et særskilt toldområde. Med enkelte undtagelser betalte

færingerne ikke skat til den danske regering, og færingerne havde ikke værnepligt.

Den politiske magt lå dog altid hos den danske rigsregering. Den formelle stadfæstelse fra dansk side af,

at den danske rigsdag havde den lovgivende magt på Færøerne kom i 1855, da det danske

justitsministerium meddelte, at de af rigsdagen vedtagne og af kongen stadfæstede love også er

gældende for Færøerne, når der ikke i loven findes nogen udtrykkelig bestemmelse om det

modsatte. Herefter danske love, som ikke skulle være gældende på Færøerne, den kendte formulering:

Denne lov gælder ikke for Færøerne.

I 1870’erne opstod den nationale bevægelse blandt færinger i København og 10 år senere på Færøerne.

Systemskiftet i Danmark i 1901 medførte, at der fremkom en nytænkning i den danske politik over for

Island og Færøerne. Islændingene fik en hjemmeregering i  1903/04 . I 1906 fik færingerne det såkaldte

tilbud om større selvstyre inden for det danske rige, f.eks. at lagtinget kunne råde over alle

skatteindtægter på Færøerne, og afgøre, hvordan de kunne bruges. Der skulle også bevilges en årlig

rigsstøtte. Jóannes Patursson havde som folketingsmand forhandlet med justitsminister Alberti om et

foreløbigt forslag, som skulle være grundlag under fortsatte forhandlinger med den danske regering.

Der var dog stor modstand mod forslaget, og det blev afvist. De, der var imod, grundlagde

Sambandspartiet i 1906, og de, der støttede forslaget, grundlagde i 1909 Selvstyrepartiet.

Den vigtigste målsætning for Sambandspartiet var at samle de medlemmer af tinget, som vil arbejde

for en frisindet udvikling for det færøske folk med særligt henblik på bevarelsen af de nuværende

statsretslige forhold ”. Alle årene fra 1906 til 1928, undtagen  1918-20 , havde Sambandspartiet stort

flertal i lagtinget.

Den vigtigste målsætning for Selvstyrepartiet var ”At arbejde for at skaffe lagtinget så stor

indflydelse og så meget selvstyre, som man kan opnå i god forståelse med regering og rigsdag”

og ”at bevare de særlige færøske landsrettigheder ”.

Frem mod hjemmestyreordningen

Lagtingets stilling som repræsentant for det færøske folk blev styrket i 1923, da amtmanden og provsten

mistede stillingen som faste lagtingsmedlemmer. Amtmanden bevarede dog møde- og taleret i lagtinget

og retten til at fremlægge lovforslag til behandling, men stemmeretten mistede han. Lagtinget fik i det hele

taget en stærkere position, også vedrørende administration og tilsynsopgaver. Med finansplanerne i

30’erne blev lagtingets administrative stilling styrket endnu mere, bl.a. ved at det valgte et landsnævn,

som var et landstingsudvalg med eget sekretariat, som overtog dele af administrationen, som indtil dette

tidspunkt havde ligget hos amtet. Hermed havde man skabt den grundlæggende struktur, som hjemmestyreadministrationen siden blev baseret på.

For den nationale udvikling var det af stor betydning, at det færøske sprog i 1936 formelt blev

anerkendt som ligestillet med det danske i skole og kirke.

I 1940 blev Danmark og Færøerne besat af hhv. Tyskland og Storbritannien. Samtidig blev forbindelsen

mellem landene afbrudt. Briterne meddelte i forbindelse med besættelsen utvetydigt, at de besatte

Færøerne af militære grunde og ville overdrage Færøerne til Danmark igen, når krigen sluttede.

En midlertidig forfatning blev indført på Færøerne den 9. maj 1940. Den overdrog den lovgivende

magt til lagtinget og amtmanden, den udøvende magt til amtmanden og lagtingets landsnævn, og den

dømmende magt til sorenskriveren og lagtingsvalgte domsmænd. Desuden blev anvendt færøske

pengesedler, og færøsk blev anerkendt på linie med dansk som retssprog og lovsprog. Det færøske

flag blev af den britiske regering anerkendt som Færøernes nationalflag den 25. april 1940.

I et brev fra 27. oktober 1945 fra statsminister Buhl anerkendte den danske rigsregering Færøernes

regeringsform. I samme brev anerkendte den danske rigsregering Færøernes ret til at vælge fuldstændig

løsrivelse fra Danmark.

Der blev afholdt lagtingsvalg i 1945, og i foråret 1946 rejste repræsentanter for de færøske partier til

forhandlinger med den danske regering og Færøernes fremtidige statsretslige stilling. De færøske partier

mødte med hver sit forslag. Resultatet blev, at den danske regering fremsatte et tilbud i 1946. Dette

tilbud blev dog ikke vedtaget af lagtinget.

14. september 1946 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor færingerne fik mulighed for at vælge

enten det danske regeringsforslag eller løsrivelse fra Danmark. Afstemningresultatet var et flertal for

løsrivelse. 11.624 vælgere deltog i afstemningen, svarende til en valgdeltagelse på 66,4% af de

valgberettigede. Til sammenligning var valgdeltagelsen til lagtingsvalget  1945 75 ,7%, i  1946 73 ,

3%, i  1950 61 ,3% og i  1954 66 ,9%. Det kan nævnes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen

i 1953 på Færøerne om forslag til en ny dansk grundlov var helt nede på 7,6%. Når man sammenligner

med andre valg på Færøerne på den tid, kan man derfor ikke sige, at valgdeltagelsen 14. september

1946 var specielt lav. Antallet af ugyldige stemmer var imidlertid noget større end sædvanligt, 4,1%,

især fordi mange vælgere protesterede mod valgmulighederne ved at skrive ”nej” på stemmesedlen.

Af de gyldige stemmer valgte 50,7% ”løsrivelse” og 49,3% valgte ”regeringsforslaget”. Der var en forskel

på 166 stemmer mellem flertal og mindretal.

Forud for folkeafstemningen meddelte den danske statsminister Vilhelm Buhl, at flertalsafgørelsen

ved afstemningen ville blive respekteret. Umiddelbart efter folkeafstemningen indtog den danske

regering samme standpunkt, men den skiftede hurtigt mening. Da lagtinget skulle gennemføre løsrivelsen,

opløste kongen tinget og sendte det hjem. Der blev udskrevet nyvalg til lagtinget. Begrundelsen var, at

lagtinget handlede i strid med grundloven ved at forsøge en løsrivelse fra Danmark uden forudgående

forhandlinger.

Hjemmestyre

Frem til foråret 1948 fandt der forhandlinger sted mellem en forhandlingsdelegation med repræsentanter

fra partierne i det nye lagting og en ny dansk regering. Resultatet var, at hjemmestyreloven blev indført

1.april 1948.

Hjemmestyreloven i færøsk og dansk udgave blev vedtaget i Færøernes lagting 5. december 1947.

Den blev stadfæstet og bekendtgjort af amtmanden i to udgaver, en færøsk og en dansk, i

Dimmalætting 31. marts 1948 i overensstemmelse med den midlertidige styreform for Færøerne fra

1940, der var gældende til hjemmestyreloven trådte i kraft 1. april 1948.

Den 19. marts 1948 vedtog det danske folketing hjemmestyreloven, som blev stadfæstet af kongen

23. marts og bekendtgjort i Lovtidende A den 31. marts samme år. Det er værd at bemærke, at denne

danske udgave af hjemmestyreloven ikke er bekendtgjort på Færøerne, sådan som den rettelig burde

ifælge dagældende danske ”Lov nr. 51 af 1. April 1896”. Således er to forskellige hjemmestyrelove

både vedtaget og bekendtgjort på hver sin måde. Formuleringerne er ikke helt enslydende, heller ikke

de to dansksprogede udgaver indbyrdes.

Præamblen i hjemmestyreloven, som har sin oprindelse i den islandske forfatningslov fra 1874,

anerkender Færøernes nationale, historiske og geografiske særstilling inden for Danmarks rige.

Med udgangspunkt i denne præambel og som et resultat af udviklingen siden anden verdenskrig, er

Færøernes særstilling i det danske rige blevet endnu mere tydelig. Dette kommer især til udtryk i vore

politiske relationer til omverdenen, hvor Danmark og Færøerne er gået forskellige veje. Som eksempler

kan anføres, at Færøerne er medlem af Havpattedyrkomiteen for Nordatlanten (NAMMCO), hvor

Danmark ikke er medlem, at de to lande har valgt hver sin vej i en række andre internationale aftaler,

og at det danske medlemsskab af den Europæiske Union (EU) ikke omfatter Færøerne.

Færøernes landsstyre fører desuden forhandlinger med andre lande om fiskeriaftaler, handelsaftaler og

det nyeste eksempel er grænseaftalen med Storbritanien. Dette finder sted med hjemmel i

hjemmestyreloven og med dansk deltagelse, men det er værd at bemærke, at den færøske

forhandlingsrolle er blevet stadig mere aktiv og ledende, mens det danske udenrigsministeriums rolle

samtidig er blevet mere rådgivende, repræsentativ og iagttagende. Der er tillige eksempler på, at færøske

repræsentanter forhandler direkte med udenlandske repræsentanter, uden at nogen dansk repræsentant

er til stede.

Der er ikke enighed blandt de lovkyndige om, hvilken slags ordning hjemmestyreordningen

repræsenterer. Et synspunkt er, at den i princippet er en almindelig dansk lov, som uddelegerer

beføjelser til færøske myndigheder til på vegne af de danske myndigheder at styre Færøernes

særanliggender. Et andet synspunkt er, at den er en aftale mellem Færøerne og Danmark, som

organiserer de forfatningsmæssige forhold mellem de to lande. I denne forbindelse henvises der til

forskellige historiske forhold, såsom at Færøerne under anden verdenskrig styrede sine egne

anliggender, og at den danske regering efter krigen anerkendte denne ordning. Desuden bliver det

fremført, at hjemmestyreordningen er et forhandlingsresultat, som af de to parter fra første dag de

facto har været behandlet som en overenskomst mellem to lande, som giver plads for forskellige

tolkninger.

Den danske regerings holdning, da den allerede i 1945 og flere gange siden har anerkendt færingernes

ret til løsrivelse, bestyrker også grundlaget for at tolke hjemmestyreloven som en aftale. Imidlertid har

danske myndigheder hidtil fastholdt, at der blot er tale om en begrænset og ensidig delegation af

myndighed, som i princippet er identisk med den myndighedsdelegation, som finder sted mellem

riget og de almindelige danske kommuner. Dette synspunkt vender f.eks. den danske dr. jur. Frederik

Harhoff sig imod, idet han mener, at hjemmestyreordningen både i kraft af sin oprindelse og i kraft af

udviklingen i praksis er på et højere niveau end almindelige danske folketingslove, men alligevel under

grundloven.

Det har været almindeligt på Færøerne at tolke hjemmestyreloven som et forlig mellem Færøerne og

Danmark, men også på Færøerne er der forskellige synspunkter vedrørende denne sag.

 

 


 

Opdateret 06/02/2012

Opdateret 16/02/2013

Besøg  
053365